Lækkerier fra velmenende producenter nær dig

Det mest naturlige i verden er at spise den mad, der bliver produceret lige udenfor døren. Den danske mad fra den danske muld.

Hos Landmad siger vi derfor farvel til industriel, fremmedgjort produktion og velkommen til god kvalitet lige fra marken, haven og stalden. Vi samler de bedste produkter fra små og mellemstore producenter og gør dem tilgængelige for dig lige midt i byen. På én gang moderne gårdbutik, webshop og hyggelig café – det hele drysset med masser af atmosfære og kærlighed. 

Ægthed og nærhed er helt grundlæggende for Landmad. Her får du den rene vare direkte fra stalddøren. Vi forhandler kun ærlige, gedigne kvalitetsfødevarer, som alle har en god historie at fortælle. Produkter fra rare landmænd og dygtige producenter, som arbejder nænsomt, hårdt og passioneret for at give dig det bedste af det bedste. Det er godt for dyrene, jorden, råvarerne og slutproduktet. Og selvfølgelig også for dig.

Snus rundt i vores spændende spisekammer og opdag en ny måde at handle oprindeligt på. Landmad er til hverdag og fest – en dagligvarebutik med høj barre for kvaliteten. Velkommen og velbekomme!

Landmads historie

Historien om Landmad startede, som et godt eventyr nu engang starter.

Derude på landet, hvor man finder den rigtige bondemand og -kone, de glade dyr og de fuldmodne marker. På Louise Dolmers gård, Birkedommergården, hvor hun og ægtemanden er 7. generation.

De saftige bøffer fra limousinekvæget, det solbeskinnede korn og den dejlige havre var hidtil blevet kørt væk i en stor lastbil. Det virkede helt forkert, og derfor tog Louise en beslutning: De gode produkter skulle ikke eksporteres væk, men i stedet komme danskerne til gode.
 

Gårdbutikken på Birkedommergaard

Louise åbnede derfor i 2011 en gårdbutik hjemme ved Birkedommergården. Folk strømmede til. Lysten og viljen til at handle lokalt var til stede, men ikke mange havde tid til at besøge en stribe gårdbutikker for, at få tanket op med både kød, frugt, lækker kolonial og grønt. Og derfor opstod idéen: Vi samler det hele, bevarer den landlige stemning, men rykker gårdbutikken ind midt i byen. En komplet gårdbutik, hvor man kan få det hele!

Den første Landmad.dk butik i Grenaa

Landmad åbnede i Kannikegade i Grenaa den 1. november 2013 og er i dag et franchisekoncept. Målet er at åbne 50 butikker over hele landet, hvor man finder et bredt sortiment af både lokalproducerede varer, lækkerier fra hele landet og Landmad-kædens egne varer.


Landmad er opstået inde i mit hoved, og det har været mange år undervejs – og jeg vil rigtig gerne fortælle jer historien om hvorfor og hvordan, og jeg håber, at i bliver lige så begejstrede, som jeg er. 

Jeg er gift med en fantastisk passioneret landmand, som sætter en ære i at passe vores dyr med den største glæde og kærlighed og vores jorder med snorlige plovfurer og rettidig omhu.

I alle de mange år vi har drevet slægtsgården sammen, har det generet mig hver eneste dag, at det er lige meget, hvor fantastisk du er til at være landmand, så har du absolut ingen indflydelse på priserne (du kan kunoptimere på mængder).

Du har slet ingen fornemmelse af, hvem der får glæde af alle de fødevarer, du hver dag producerer, eller på hvilken måde de bliver bearbejdet? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg besluttede mig for at det var mig, der skulle sørge for, at der er den rigtige afsætningskanal til alle de her fantastiske fødevarer der gror i alles omegn, så vi alle sammen kan få lov til at leve dansk/lokalt.
 

Fuldstændig vanvittig
Alle tænkte, at jeg var ”fuldstændig vanvittig”, men jeg er heldigvis en ret stædig bondekone med store ambitioner og en fantastisk familie i ryggen, samt masser af energi, drive og evnen til at få ting til at ske, og som ikke lader sig slå ud af jantelov og modgang.

Jeg er fyldt med ideer og videreudviklings planer, så nu har jeg sikret mig, at jeg altid har mulighed for at udvikle – hvilket er en af de ting der giver mig næring. Det er min ”humlebi historie” og derfor det er lykkedes mig, sammen med mit seje team at udvikle det mest fantastiske koncept, som nu ruller ud i højt tempo! Jeg er ved at revne af stolthed – og vi vil altid være first moovere – fordi vi løber stærkest og løfter i flok og ikke lader os styre af, om det er en ”umulig” opgave.

Jeg er:

  • Bondekone, landmand og arkitekt
  • Mor til 4 børn
  • Gift med Niels på 23ende år
  • Driver sammen med Niels, Birkedommergården på Djursland (planteavl og velfærds kalve)

 
Bedste hilsner

Louise Dolmer
Direktør og stifter