Dyrehøj Vingaard ligger på det solrige Røsnæs ved Kalundborg og er Danmarks største vingaard med 26 400 planter. De første planter blev sat i 2008. De kalkholdige skrænter og det kølige klima giver et fantastisk grundlag for at dyrke druer. I vinkælderen bliver RÖS skabt af vinbonden og hele teamet bag vingården.

Alle vine, likører, edelbrand og cider fra Dyrehøj Vingaard markedsføres under navnet RÖS.
RÖS henviser kort og præcist til vinmarkernes og vineriets unikke geografiske beliggenhed på Røsnæs, og logoet signalerer i sin form, at det vi tilstræber er den højeste håndværksmæssige kvalitet der kan opnåes.

Når du køber RÖS vine, edelbrand, likører eller cider, så ved du, at der er gjort den højeste indsats for at du får en smagsoplevelse, du gerne vil vende tilbage til.

Klimaet på Røsnæs hører til det tørreste og mest solrige i Danmark. I gennemsnit falder der kun 523 mm nedbør pr. år mod landgennemsnittet på 664 mm. pr. år og normalt ligger Røsnæs på ca. 100 solskinstimer over landsgennemsnittet på 1.730 pr. år.

Røsnæshalvøen er en vold af ler, sand, grus og sten, som blev skubbet op under den sidste istid. Røsnæs er den østlige del af en randmoræne, der fortsætter undersøisk til nordspidsen af Fyn. De kalkholdige overdrev på Røsnæs er unikke og har været fredet siden 1924 - en af Danmarks første naturfredninger. Volden, der ligger mellem markerne og fjorden, er et af de fredede arealer.