Engvang frugt & specialiteter er en publikumsvenlig frugtplantage, hvor kunden, kvaliteten og den gode smag er i centrum. Plantagen er ikke økologisk, men drives efter de mest moderne produktionsmetoder – blandt andet for at undgå brugen af pesticider.

Engvang frugt & specialiteter tilbyder et bredt sortiment af årstidens frugt og bær samt en række danskproducerede specialiteter. Plantagen ejes af Dan Christensen og Annelise Nielsen, som arbejder for at udbrede kendskabet til friskplukket dansk frugt og bær.

“Smag forskellen”, plejer vi at sige, når folk spørger os, hvorfor de skal købe friskplukket dansk frugt og bær frem for de importerede varer sydfra. Det danske klima er ganske enkelt ideelt til frugtavl. De lange varme sommerdage, som ind imellem afløses af regn og blæst, giver den rette kombination af sødme og syrlighed – og så betyder det alverden, at vores afgrøder får lov til at modne på planten, før de plukkes.
 

Ingen pesticider

På Engvang er vi ikke økologer, men vi kombinerer sund fornuft med de mest moderne produktionsmetoder – blandt andet for at undgå brugen af pesticider. Vand og gødning styres for at opnå optimal balance mellem sukker og syre. Det giver den bedste smag. Desuden bliver planterne mere modstandsdygtige overfor insekter- og svampeangreb. Vi har egen vejrstation, som ud over vejrforholdene måler risikoen for svampeangreb. Det betyder, vi kun behøver at sprøjte, når det er absolut nødvendigt.

Hovedparten af vores bærproduktion er beskyttet i plasttunneller, som holder på varmen og beskytter afgrøderne mod vind og vejr. Det gør, at vi kan udvide sæsonerne med flere måneder, og bekæmpe skadedyr med rovinsekter frem for pesticider. Uden for plasttunnellerne brugerne vi også naturens egne metoder. Fx hænger vi fuglekasser op i træerne. Fuglene lever blandt andet af den frygtede æblevikler – en lille gråbrun sværmer, hvis larver gnaver sig ind i kernehuset og ødelægger frugten indefra. Endelig har vi insektfælder i træerne, der fortæller, hvornår vi skal træde til med andre metoder.