Hyldehuset ligger i Hornbæk med ryggen til Hornbæk Plantage og i læ for de kraftige vinde fra nordvest og sydvest. 

Biavlen foregår i flere bigårde inden for en radius af 10 km. Bigårdene står alle ved skovområder, så bierne både har natur- og kulturområder at hente nektar og pollen fra. Honningen tages fra bierne fire gange i løbet af sommeren, hvilket giver et sortiment af honning, der varierer i farve og smag. 

Chokoladen blev fremstillet som hobbyproduktion indtil december 2001, hvor chokoladen vandt Danmarksmesterskabet for fyldte chokolader. Førstepladsen fik en støbt mørk chokolade med fyld af æble/honning trøffel, og andenpladsen fik en støbt hvid chokolade med citroncreme. I 2002 blev chokoladen sat i produktion og sælges nu side om side med honningen.